Hvad er fysioterapi​?

​Fysioterapi dækker et bredt spekter, hvor behandling, træning, rehabilitering og vejledning er nogle af nøgleordene.

​Patienten er ofte henvist fra lægen med en given diagnose, der danner udgangspunkt for en samtale, hvor vi snakker om problemets omfang.

Derefter vil fysioterapeuten observere og vurdere, hvordan patienten går, står eller sidder, undersøge om der er fri bevægelighed i leddene, lokalisere anspændte muskler eller vurdere, hvordan patienten trækker vejret. Herefter vil fysioterapeuten sammen med patienten opstille målet for behandlingen. Et mål kunne være at komme i arbejde igen efter sygdom, eller at opnå en bedre evne til at klare hverdagens gøremål uden smerter. 

​Hvordan behandler fysioterapeuten?

Generelt

I en typisk behandling indgår massage og tværmassage af sener og ledbånd samt udspændings- og ledmobiliseringsteknikker. El-apparater som ultralyd og laser kan også indgå efter behov.

Manuel vævsbehandling og træningterapi

Her undersøger fysioterapeuten muskelspændinger, ledbevægelighed og nervevævet, ved hjælp af specifikke tests.

Ledforbindelser med reduceret bevægelighed mobiliseres, musklerne og bindevævet afspændes med stræk og tryk.

Ofte instrueres patienten i specifikke øvelser med henblik på styrketræning eller udspænding af musklerne.

For at opnå holdbare resultater, som ofte er lig med smertereduktion, er det vigtigt at vævsbehandling suppleres med specifik træning.


​McKenzie

Patienter med udstrålende smerter i ben eller arme kan profitere af dette koncept. Behandlingen bygger på en grundig undersøgelse af hvilke bevægeretninger, der kan aflaste smerten. Patienten instrueres i specifikke øvelser, som skal gennemføres hyppigt. 

Derfor kræver det, at patienten er aktivt medvirkende og tager ansvar for gennemførelse af hjemmeøvelserne. Derudover analyseres den daglige belastning for at forebygge f.eks. en uhensigtsmæssig holdning.


​Neurofysioterapi

Patienter med sclerose, parkinson samt følgevirkninger af en blodprop eller hjerneblødning kan opnå en bedre funktion gennem målrettet neuro-fysioterapeutisk træning. Det er vigtigt for disse patienter at finde alle de ressourcer, som de har, og bruge dem så økonomisk som muligt.

Akupunktur

IMS Akupunktur (Intra Muskulær Stimulering) er primært beregnet til kroniske smertelidelser, der beror på en dysfunktion af det perifere nervesystem. Akupunktur er en effektiv behandlingsmetode til bl.a. kronisk tennis- og golfalbue, rygsmerter, fibromyalgi, frossen skulder og neurosygdomme.

El-terapi

Elektriske apparater kan inddrages som en del af behandlingen.

Ultralyd, laser og TNS kan påvirke vævet meget lokalt med en øget blodcirkulation, til at fremme en naturlig helingsproces. Apparaterne har desuden en smertelindrende effekt.

Psykosomatisk fysioterapi

Smertefulde muskelspændinger påvirker os følelsesmæssigt. En god snak om, hvordan patienten kan blive bedre til fungere I hverdagen, trods vedvarende smerter, kan være givende.

Fysioterapeuten fortolker ikke følelser, men vejleder i, hvordan patienten selv kan trække på tilgængelige ressourcer med det formål at omlægge de muskulære spændinger.​

MidtVest Osteopati & Fysioterapi

Sports Allé 4, 7480 Vildbjerg

Kontortid:
​Mandag - Torsdag kl. 8:00 - 15:00
​Fredag kl. 8:00 - 13:00

phone-receiver-mini   97 13 23 44